






Langelinie 150, 5230 Odense M
Unik tårnvilla med gennemført arkitekttegnet renovering og originale detaljer
- Arkitekttegnet totalombygning i 2018–2020
- Dinesen-gulve, stuk og originale detaljer
- Snedkerkøkken med marmor og Gaggenau
- Forældreafdeling med eget bad og altan
- 177 m² boligareal + 42 m² på 2. sal
- Underetage med eget bad og nyt køkken under etablering
På Langelinie 150 ligger denne karakterfulde villa fra 1913 med hvidpudsede facader, mørkegrønne detaljer, bindingsværk og rødt tegltag. Tårnet og de sprossede vinduer giver ejendommen sit særlige udtryk, mens havens træer og tætte beplantning skaber en grøn ramme omkring huset. En omfattende, arkitekttegnet ombygning i 2018–2020 har fornyet villaen med stor respekt for dens oprindelige kvaliteter.
Allerede i hallen mærkes omtanken for materialerne. Håndskåret travertin ligger i sildebensmønster, og den mørke trappe og de blyindfattede ruder giver rummet karakter. I stuerne ligger Dinesen Douglas-planker i gennemgående længder under lofter med stuk. Originale døre og profilerede paneler er bevaret, og en hjørnepejs kan nydes fra både spise- og opholdsstuen. Hele stueetagen har gulvvarme.
Køkkenet er snedkerfremstillet i mørk eg med indfræsede greb, marmorbordplader og hårde hvidevarer fra Gaggenau. En speciallavet messingvask, Quooker og emhætte i bruneret messing tilfører varme til materialerne. Den store køkkenø har plads til selskab under madlavningen, og dobbeltdørene åbner direkte til den hævede træterrasse, der blev fornyet og udvidet i 2024.
På førstesalen har forældreafdelingen indbyggede skabe, eget badeværelse og udgang til en altan med udsigt over havens grønne omgivelser. Hertil kommer to værelser med indbyggede skabe og endnu et badeværelse. Store italienske fliser og Vola-armaturer giver badeværelserne et enkelt og gennemført udtryk.
Ejendommen rummer desuden et lyst og indbydende areal på 2. sal på hele 42 m², som ikke er medregnet i det registrerede boligareal. Her er synlige bjælker, god loftshøjde og vinduer mod flere verdenshjørner, hvilket giver et spændende og fleksibelt areal med mange anvendelsesmuligheder.
Den renoverede underetage rummer en afdeling indrettet som en lille lejlighed med værelse, eget bad og et helt nyt køkken, der er ved at blive etableret. Køkkenets planlagte indretning fremgår af plantegningen. Herudover er der flere disponible rum og et rummeligt vaskerum med god opbevaring samt vasketøjsskakt fra køkken og førstesal.
Udenfor venter en opvokset have med plæne, blomstrende bede og flere steder at sætte sig. Fra køkkenets hævede træterrasse er der kig ud i haven, mens en mere tilbagetrukket terrasse ligger omgivet af tæt beplantning. Fra den hævede terrasse er der desuden oplagt mulighed for at etablere en trappe ned til en ny aftenterrasse på den modsatte side af huset, hvor den sydvestvendte placering giver gode muligheder for at nyde solen og de lange aftener. Muligheden er visualiseret på billederne.
Her bor I i Hunderupkvarteret tæt på Odense Å og de grønne stiforbindelser mod Fruens Bøge og Munkemose – med bylivet inden for kort afstand.
Nøglen til det gode liv.



