Næsset 57, 5330 Munkebo

Bindingsværk, toppede brosten og romantik på Næsset

I 1864 blev Risinggård opført som områdets vigtigste ejendom, den fremstår yderst præsentabel med 3 skorstene. Der hørte naturligvis en masse jord til den gang. Senere er det meste blevet udstykket, så der nu er godt 2300 m2 tilbage. Det er ti gange så meget som boligarealet og perfekt til en plads med toppede brosten og en lukket have, der kan indramme denne helt særlige bygning på en passende måde. Ejendommen er perfekt til den moderne familie eller det voksne par, som både værdsætter komfortabel boligstandard og velbevarede, historiske bygningsværker. Især når det kan forenes på samme sted, som tilfældet er her. Boligen er fuldkommen indflytningsklar og indeholder 4 brændeovne. De nuværende ejere har renovereret og passet det hele, også det stråtækte tag, så I kan koncentrere jer om, hvordan de mange dejlige rum bedst møbleres i jeres stil.

Alle rum befinder sig i samme plan og fordeler sig i tre sektioner. Hvis I er en stor familie, er det oplagt at benytte den vestlige side til børneafdeling. I får her tre værelser, badeværelse og en stue. I alle rummene er der mindst to vinduer. I østsiden kan de voksne have deres domæne med soveværelse, badeværelse og et ekstra værelse til kontor eller walk-in. I boligens midte har I to opholdsrum, en stue og et køkkenalrum, der er cirka lige store og begge i fuld husbredde, så der kommer lys ind fra to sider. Der er både dobbeltdør og enkeltdør mellem alrum og stue. Hvis I ikke har hjemmeboende børn, kan der etableres kontorer og gæsteværelser i den ene side af huset. Der er endvidere mulighed for, at udnytte ca. 180 kvadratmeter ekstra på ejendommens uudnyttede 1. sal.
Læg også mærke til det ekstra hus på cirka 25 m2, der har sin egen charme og er lige oplagt som atelier og showroom for jer, der har planer om at bedrive erhverv fra hjemmeadressen.

Haven er afgrænset af en flot bøgehæk og med mulighed for at sidde i fred og ro på terrasserne, der er anlagt i den ene smukke form efter den anden, og i orangeriet af smedejern, hvor sæsonen kan forlænges med flere måneder. I haven er der kirsebærtræ, rododendronbuske og andre blomster, som medvirker til at understrege ejendommens ekstraordinært romantiske og fredfyldte fremtoning. Når I bevæger jer uden for matriklen, fortsætter det attraktive. I skal kun gå få skridt ad stien for at komme til fjorden med badebro og mulighed for at have en båd liggende klar til en hyggetur på Kerteminde Fjord. Børnene kan cykle sikkert til skolen, der tilbyder undervisning til 10. klasse. I har kort vej til indkøb, og bilturen til jobbet i Odense tager blot et kvarter. Der er meget at glæde sig over her, og vi ser frem til at vise jer det hele.

Nyeste

Ingen ejendomme passede til dine søgekriterier.