Præstemosen 5, Tåsinge, 5700 Svendborg

Stor udsigtsejendom med mange arkitektoniske lækkerier

Flot arkitekttegnet villa i to plan beliggende på en dobbeltgrund med pool og udsigt til vandet. Ejendommen er blevet moderniseret fra 2013 og fremefter med kyndig assistance fra flere arkitekter. CW Arkitekter stod for renovering af tag, gavle, badeværelser og køkkenet med de håndstrøgne marokkanske fliser i et bevidst råt look. Tranberg Arkitekter tegnede den meget lækre og markante carport, som blev nomineret til arkitekturprisen i Svendborg. Samme arkitekt stod også for svalegangen og læhegnet ved altanen. Alle opdateringer tilfører den oprindelige ejendom ekstra dimensioner, så det samlede indtryk er markant og overbevisende.

I får store rum og masser af plads at udfolde jer på, herunder til selskaber i den store stue, der er med kiploft, ovenlysvinduer og dobbeltdøre til køkkenalrummet, der er lige så stort som stuen. Det ligger med udgang til den øverste terrasse, hvorfra der er trappe til terrasseanlægget nedenfor med en pool, der er ti gange fire meter og med overdækning, således man kan svømme under den gedigne overdækning. Boligen byder desuden på to badeværelser, toilet og fire værelser, ligesom her er flere andre rum. På overetagen er der gulvvarme.

Fra ejendommens entré er der adgang til husets underetage som indeholder værelser og det ene af badeværelserne. Velegnet til børneafdeling eller gæsteafdeling. Haveanlægget er tegnet af en landskabsarkitekt og med adskillige gode haverum. Udover pool-området er der frugttræer og de dejligste steder at sætte sig sammen med sine gæster eller for sig selv, når man skal slappe helt af eller måske koncentrere sig særligt intensivt.

Ejendommen ligger fredeligt på et lukket vænge. Beliggenheden er Tåsinge tæt ved Svendborg Sundbroen og med udsigt til vandet og Svendborg by. I kan gå til vandet på under fem minutter. Svendborg er kendt for sit idylliske, maritime miljø og historiske atmosfære. Byen har eksisteret siden 1200-tallet, og stemningen i bykernen med de smalle gader og gamle huse er betagende. Samtidig er det en moderne by med masser af faciliteter og den dejligste kystlinje, der også dominerer på Tåsinge. I kan gå de smukkeste ture, ligesom det vil være oplagt at have en sejlbåd liggende i en af de indbydende lystbådehavne, som der findes flere af i kort afstand. Velkommen til et sted, der er skabt til at leve det gode liv i smukke, stimulerende omgivelser.

Ring og hør nærmere om denne perle i det sydfynske.

Nyeste

Ingen ejendomme passede til dine søgekriterier.