Kystvænget 2, 5300 Kerteminde

Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed

Hvem har ikke drømt om at bo i et hus ved vandet omgivet af fred og ro? Her har I muligheden og så endda i Kerteminde med den skønne beliggenhed og den dejlige by tæt på. De nuværende ejere har afgrænset tre af husets værelser og det ene badeværelse til gæsteafdeling og Bed & Breakfast. En skydedør åbnes og området er en del af huset. I har stadig masser af plads til jer selv i resten af det veldisponerede, solide og fuldmurede hus. Til den ene side har I soveværelse med integreret badeværelse og sauna. Og til den anden side er der et dejligt stort køkkenalrum, som er over ni meter langt. Her kan I dække op til mange gæster, når familie og venner lægger vejen forbi, hvilket I nok må regne med at de gør ofte. Fra køkkenalrummet er der dør ud til en overdækket terrasse med en pejs og på den anden side af muren er der en velfungerende pejseindsats i den store, dejlige stue.

Haven er frodig og byder på adskillige interessante træer. Her er et mandeltræ, et æblekvædetræ og et figentræ, der alle giver et godt udbytte. I kan også glæde jer til at høste blommer, æbler, vindruer og hindbær. Desuden vokser her både troldnød og troldhassel plus den helt særlige Gingko Biloba, der efter sigende skulle kunne blive op til tusind år. I kan altid finde et sted at sidde i læ og nyde hinandens selskab og den skønne udsigt.

Beliggenheden her i Kerteminde er pragtfuld. I bor lige på strandengen og med en udsigt så vidunderlig. I kan se jollehavnen og vinterbadeklubben til den ene side og badehusene til den anden. Kigger I lige ud, er der først grønt og derefter blåt. Vandet og den fine sandstrand ligger 200 meter fra jeres hus via strandengsstien. I kan også gå langs renæssance havnen til Kerteminde, der er en livlig by hele året med butikker, gallerier og gourmetrestauranter, ligesom I kan adsprede jer med spa og golf på en særdeles populær og anerkendt bane, der tiltrækker spillere fra både nær og fjern. I bor tæt på skove og vandrestier. Den skønne travetur ad strandpromenaden op over klinten er fantastisk i al slags vejr. Velkommen til et dejligt sted med 180 graders panoramablik til blid natur med både det blå og grønne element inden for kort rækkevidde.

Nyeste

Ingen ejendomme passede til dine søgekriterier.