Langelinie 6A, 5230 Odense M

Nænsomt renoveret patriciervilla på Langelinie

Smuk, højloftet og stilfuld patriciervilla i to skønne plan plus underetage med mange muligheder udbydes på den ypperste beliggenhed i Odense.

Villaen er fra 1908 og bevidst nænsomt renoveret gennem to årtier. De nuværende ejere har med lige dele omhu og kærlighed bragt villaen tilbage til sin oprindelige form. Håndværkere er udvalgt nøje, ligesom materialer til moderniseringerne er udvalgt meget omhyggeligt. Kompromiser er ikke blevet indgået, og der er ikke foretaget nemme løsninger. Som nye ejere kan I derfor se frem til et gennemført hus med fokus på kvalitet. Det gælder alt fra de nye el-installationer og vvs-arbejder til murer- og malerarbejdet, ligesom dørhåndtagene er renoveret af en specialfagmand. Den nye hoveddør er en tro kopi af husets originale dør og udført i en særdeles god materialekvalitet. Den samme kvalitetssans og æstetisk sikre hånd ser man i den rensede stuk og på de flotte balustre på trappen op til første sal. Hele huset er en arkitektonisk perle og planløsningen herskabelig med tre stuer en suite i stueplan, hvor der er over tre meter til loftet. Der ligger originalt og meget flot egeparket i hollandsk mønster på gulvene. Her er franske døre, fine paneler og en buet karnap. Alt fremstår stilfuldt og indtagende. Stueetagen byder også på et stort køkken og gæstetoilet med gulvvarme. Værelserne ligger på første sal sammen med en særdeles flot repos og et skønt badeværelse. Alle værelser er meget rummelige, uden skrå vægge og med en god loftshøjde på 2,80 meter. Der er altaner mod både sydøst og vest. Kælderen er ligeledes renoveret og fremstår fin og meget anvendelig, så I kan bruge den til opbevaring og andre formål. Her er bryggers, toilet og viktualierum plus flere disponible rum.

Haven er gennemtænkt anlagt, så den matcher boligens høje kvalitet. Foran får I et elegant og åbent haverum med blandt andet to velfriserede akacietræer, der byder velkommen. Her er også garage med el-port og god plads til en bil og andre køretøjer. I indkørslen er der plads til to ekstra biler til jeres gæster. Bagtil får I en enkel, elegant og privat have med terrasser, hvor der er skabt ugenerte rum ved hjælp af hække. Bemærk også det særlige løvehoved, der er placeret på væggen bagest i haven. Det er forbundet til vandslanger, så det nemt kan blive til en aktiv vandskulptur.

Beliggenheden her i Hunderup-kvarteret, Odenses mest eksklusive og eftertragtede kvarter, fås ikke bedre. Kvarteret har det hele. I kan gå og cykle til midten af byen og alle de kulturelle institutioner, restaurationer og butikker. Det er så centralt og nemt at komme rundt til det hele, at det måske endda er muligt at indrette sig uden bil, hvis man har en drøm at realisere sin livsstil således. Børnene kan gå til skole, både folkeskole og privatskole. Det samme kan I til tennisbaner, OBs smukt beliggende fodboldbaner og svømmeklubben. Her er også alt, hvad hjertet kan begære af rekreative områder. Zoologisk have, Odense Å og Munkemosen er yndede steder for både kvarterets beboere og andre med sans for kvalitet, som søger hertil for at nyde livet i fulde drag.

Velkommen til en smuk og klassisk patriciervilla med en ikke mindre end superb beliggenhed.

Nyeste

Ingen ejendomme passede til dine søgekriterier.