Hunderupvej 65, 5000 Odense C

Herskabelige stuer, stuk og franske døre på Hunderupvej

Hunderupvej 65 er en klassisk herskabsvilla fra 1902, der er bygget med helmurede vægge og af de ypperste byggematerialer. Huset blev tegnet og opført af klædefabrikant Brandt, som er kendt for opførelse af adskillige smukke bygninger, herunder Brandts Klædefabrik og Kielbergs domicil. De nuværende ejere har renoveret boligen, så den fremstår i sin originale herskabelige form med tre stuer en suite. I den ene er der den smukkeste originale stukdekoration i loftet, som passer perfekt til de franske døre og atmosfæren i det hele taget. Loftshøjden er næsten tre meter, og fra den midterste stue fører en dør til et stort køkkenalrum med et solidt og stilfuldt Svane-køkken i massivt kirsebærtræ. Dette herlige rum vil formentlig fungere som familiens faste og meget hyggelige samlingspunkt i hverdagen. Huset indeholder adskillige fine designdetaljer som toilettets flotte fliser, der blev designet til et hotel i Berlin, og trappen fra hall'en, der er udført med smukt mahogni til både balustre og trappetrin, ligesom der på trappeafsatsen er et rundt blyindfattet vindue med en original glasdekoration. På første sal er der fire værelser og to badeværelser, hvor det ene er med badekar. Fra et af værelserne er der udgang til en stor ugeneret og sydvendt terrasse med udsigt over kvarteret. Der er en højloftet kælder med vinduer og adskillige rum til diverse formål, blandt andet et viktualierum, der vil fungere helt perfekt som vinkælder. Desuden vaskerum med sorteringssystem. Huset blev sandblæst, vandskuret og malet og der er nyrenoveret skifertag. I øvrigt er her indlagt fjernvarme.

Haven er anlagt af en havearkitekt og beplantet med bunddække, så behovet for havearbejde er minimalt. I indkørslen mødes man af et mesterværk i chaussesten med påfuglemønster, som er anlagt af en af landets dygtigste brolæggere. Bag garagen er der en lille atriumgård med høj hyggefaktor. Den sydvendte terrasse er anlagt i graniststen og afskærmet af bøgehæk. Og for enden af den sydvendte gavl er der lavet en terrasse med kyssebænk i granit, ligesom bedene er pænt afgrænset af samme materiale. Garagen er arkitekttegnet, dobbeltmuret og med store vinduer. Her er desuden Troldtekt-lofter, halogenspots og støbt gulv, så den er lige velegnet til biler og som festlokale med op til 36 spisende gæster.

Den attraktive beliggenhed betyder, at I får kort gåafstand til centrum, Munkemosen og Skovsøen, ligesom det er hurtigt at komme til Giersings Realskole og Sct. Knuds Gymnasium. Under gåturen er der mulighed for at nyde alle de flotte ejendomme i kvarteret. Der er også blot få hundrede meter til alle de kulturelle institutioner, restauranter og butikker. Tennisbaner, fodboldbanerne hos OB og badmintonhallen, hvor Viktor Axelsen lærte at spille, ligger ligeledes i jeres nabolag. Når I skal omkring, er det rart at vide, at både banegård og letbane befinder sig i nærheden.

Nyeste

Ingen ejendomme passede til dine søgekriterier.