Præsteboligen her er fra 1897 og rummer masser af plads til en stor familie og til jer, der har brug for at arbejde hjemmefra. Det kan man gøre i det meget stemningsfulde lokale, der gennem tiden har været brugt til konfirmandstue. Her er lyst, højloftet og vinduer til tre sider. Desuden er der tekøkken, garderobe, toilet og vindfang ved den selvstændige indgang. Denne del af huset kan indrettes til alt fra behandlerrum og arkitekttegnestue til revisionskontor og en kunstmalers inspirerende atelier. Eller meget andet. I den anden side af det lange hus er der plads til familielivet. I kan glæde jer til tre stuer med franske døre imellem og smukke parketgulve, så forholdene tangerer det herskabelige med en loftshøjde på 2,87 meter. Køkkenet er også stort og ligger med en lille gang til den ene stue. Der er to badeværelser i stueplan plus soveværelse, værelse og kontor. Desuden en stor entré ved hoveddøren. Ovenpå er der yderligere to værelser, opbevaringsrum og et stort uudnyttet loftsrum, der ligger over stuerne. Ejendommen er løbende blevet tilset af arkitekt og vedligeholdt ved behov. Seneste større renovering fandt sted i 2008 i den del af huset, der rummer konfirmandstuen, og det ene badeværelse blev renoveret i 2015. Det er værd at notere sig, at de løbende omkostninger til varme og vand befinder sig på et måske overraskende fornuftigt niveau, hvilket skyldes at ejendommen er tilsluttet et lokalt, halmbaseret fjernvarmeanlæg.
Udenfor kan I gå tur i ejendommens egen park med store træer, fugleliv og smuk beplantning, ligesom her er plæne med masser af plads til en kæmpestor kroketbane og en fodboldbane, så der er mulighed for at arrangere aktive indslag til familiesammenkomster og andre fester. Det er næsten ikke muligt at forestille sig bedre rammer til markering af alle en families mange mærkedage og dermed de minder, der kan samles på med et sted som dette. Tænk for eksempel på, hvilke skattejagter der kan arrangeres til en børnefødselsdag og muligheden for at lege gemmeleg eller finde et hyggeligt sted til en kyssebænk mellem træerne, måske endda et shelter sammen med en bålplads. Mulighederne er uendelige med sådan en pragtfuld park. Den er gennem tiden blevet passet af gartnere, så den er tiptop. Foran huset er der også stil over ankomstpartiet med en flot allé og gårdsplads med et markant træ midt i rundkørslen. Udover hovedhuset byder ejendommen også på autentiske ekstrabygninger. I den ene er der garage og flere disponible rum, der kan indrettes efter behov og interesser.
Udover den rolige og harmoniske beliggenhed kan I også se frem til at bo i en rar by med skole, pasningsmuligheder og indkøb inden for kort afstand, så det er nemt at få hverdagen til at hænge sammen for en familie med børn. Der er også sportshal i byen og tennisbaner, ligesom kroen befinder sig i gåafstand, som det sig hør og bør i forhold til en præstegård. Der er godt tusinde beboere i byen. Når I skal til andre byer, er der busforbindelser i retning af Faaborg og Odense. Bilturen til Odense tager cirka tyve minutter, og det er endnu hurtigere at komme til Faaborg. I fritiden er her alle de rekreative grønne områder, som man kan ønske sig til gåture, løbeture og cykleture, ligesom Odense Å løber gennem byen og medvirker til at skabe atmosfære og hygge. Sikke et sted, siger vi bare.