Fiskerhusene 24, Bågø, 5610 Assens

Stråtækt sommerparadis på Bågø

Hvis du ikke tidligere har set sommerhuse udbudt på Bågø, der er en lille og pragtfuld ø, som ligger 30 minutter med færgen fra Assens, kan der være en god grund til det. De bliver nemlig sædvanligvis handlet i familierne. For har man først oplevet at holde sine sommerferier her som barn, er man meget tilbøjelig til at købe huset, når ældre familiemedlemmer sælger fra. Her er højt til himlen, strand hele vejen rundt om øen og fredfyldt på den måde, som man kun kan opleve på en ø. Der er 24 indbyggere på øen og en by, hvor de velholdte gårde ligger samlet, sådan som man gjorde tidligere, med jorden liggende udenom. Der er en kiosk og en campingplads. Og I har mulighed for at bestille dagligvarer fra købmanden i Assens og få dem leveret på havnekajen, som ligger tæt på det udbudte hus.

Tidligere lå her fiskerhuse, sådan som vejnavnet indikerer. Nu er det en ejendom fra 1969, der fremstår på én gang solid og idyllisk. Det stråtækte tag er fantastisk smukt og indenfor er der et eventyrligt dejligt opholdsrum med udsigt til alle verdenshjørner, så I kan iagttage lystsejlerne ude på vandet, ligesom I kan se til Assens og Helnæs Fyr. Udover det store, lyse opholdsrum, hvor der naturligvis også er køkken, får I et skønt soveværelse med flere indbygningsskabe og vinduer til to sider. Desuden badeværelse og gæsteværelse. Ved behov for flere sengepladser er der rig mulighed for at bygge til eller opføre et anneks.

Der hører en kæmpegrund til huset på over ti tusinde kvadratmeter. På trods af denne størrelse, kræver det stort set ingen anstrengelser at passe den i hverdagen, for det er blot en plæne, der skal klippes, og det kan en venlig robot sørge for. Resten er udlagt som naturgrund. Den skønneste naturgrund med dyreliv, ligesom I får eget strandstykke til grunden, hvor man kan opholde sig ganske privat og ugeneret. Hvis man er lystsejler, kan man selv sejle hertil, ligesom jeres gæster kan. Bågø har en fin lystbådehavn med ret mange pladser. Lystfiskere har gode muligheder for at få noget godt på krogen, som kan bringes med hjem til terrassen og grillen, så aftensmaden er sikret. Gåturene kan foregå langs stranden og stort set hele vejen rundt om øen. Der findes endvidere mulighed for at deltage i øens fællesjagter, hvor man kan være heldig at få ram på en fasan eller en hare, eller bare nyde den enestående naturoplevelse rundt på øen sammen med de andre naturelskere. Fuglelivet er interessant her på Bågø, hvor der er et beskyttet yngleområde. I det hele taget er Bågø noget af en naturperle, hvor man har alle muligheder for at give sine børn og børnebørn enestående og uforglemmelige sommeroplevelser for livet.

Nyeste

Ingen ejendomme passede til dine søgekriterier.