Det flotte syn af vandet bliver et fast element i hverdagen i denne charmerende villa i Skaboeshuse højt beliggende. Ejendommen ligger nemlig i første parket til vandet for enden af en lukket vej i et meget fredeligt område. Samtidig er villaen placeret tæt på byens bekvemmeligheder i Nyborg, og der er også let adgang til motorvejsnettet
Beliggenheden har mange styrker, der kan være svære at finde på én og samme adresse. Og selvom det at have en grund, der går helt ned til stranden, er et åbenlyst kvalitetsstempel, er det langt fra det eneste, som beliggenheden kan. Der er nemlig andre slags naturoplevelser i vente blandt de høje træer i Teglværksskoven, som er at finde halvanden kilometer fra matriklen. Kontrasten til den stille natur er det livlige centrum i Nyborg, hvor der er et bredt udvalg af hyggelige caféer og spisesteder. Og når man spejder ud over vandet, kan det være svært at forstille sig, at disse faciliteter kun ligger fem kilometer væk.
Ejendommens charme springer i øjnene allerede inden, man træder indenfor. Det sker, mens man nærmere sig ad den lange indkørsel. Der er tale om en solid murstensvilla med glaseret tegltag, og de 198 kvadratmeter bolig er fordelt på stueplan og første sal. Med til boligen hører et udhus på 30 kvadratmeter, som indeholder et par disponible rum og et badeværelse. Det hele ligger på en 2.594 kvadratmeter stor grund.
Stueplan som samlende enhed I stueplan er der et enkelt værelse foruden et gæstetoilet og en entré, men langt størstedelen af etagen fungere som villaens opholdsafdeling. Køkkenet er indrettet med en kogeø samt masser af skabsplads, og så ligger det i åbent rumforløb med spise- og opholdsstue, som har nydelige loftbjælker og Douglas-trægulv. Her er der et udsøgt lysindfald gennem de sprossede vinduer, og havudsigten kan nydes fra spisebordet. Som et ekstra plus er der en pejs.
Førstesalen består af to separate afdelinger, og i begge tilfælde er de indrettet med privatlivet for øje. Den ene afdeling udgøres af ét stort rum, som både kan benyttes som et værelse og som et ekstra opholdsområde. Den største del af førstesalen byder på et fantastisk master bedroom, hvorfra der er adgang til et walk-in-closet og et badeværelse med spabad. Mest iøjnefaldende er dog de store vinduespartier, som kan åbnes ud til den franske altan, der vender direkte ud mod Storebælt.
Selvom villaen er mere end almindeligt charmerende, er det formentlig terrassen ud mod vandet, der bliver det fortrukne opholdssted om sommeren.