Chr. Winthers Vej 29, 5230 Odense M

Topmoderne arkitekttegnet hus med fokus på lysets betydning

• 4,88 meter til loftet
• Genvex i hele huset
• Fleksible vægge
• Strømlinet have
• Jes Henneberg er arkitekten

Velkommen til en supermoderne vinkelvilla med ekstraordinært meget swung. I tæt samarbejde med ejerne er huset tegnet af arkitekt Jes Henneberg, der har stået bag mange markante bygninger i Odense, til både erhverv og private. For denne arkitekt er det uhyre vigtigt, at det hele svinger som en helhed. Det gælder indenfor og udenfor og ikke mindst i forhold til de omkringliggende bygninger. Det er derfor ikke en helt almindelig villa, I her kan komme til at bo i. Der er tale om en fuldkommen ægte ener, hvor alle løsninger er originale, gennemførte og kompromisløse. Grundideen er, at lyset skal lukkes ind til alle dem, der lever i huset i alle rum, og at inde og ude skal udgøre en glidende overgang. Husmurene skal derfor så vidt muligt være usynlige, altså af glas. Ud fra den filosofi, at ingen plante kan leve uden lys. Jo mere lys, des bedre liv. Da denne logik også må omfatte mennesket som art, gælder det om at have store glaspartier, så lyset får frit spil i boligen til glæde for dem, der bor og lever her hver eneste dag.

I indretningen er fokus på, at der skal være højt til loftet. På det højeste punkt er loftshøjden 4,88 meter. Andre steder er den 2,56. Forskellen giver i sig selv en dynamik i rumoplevelsen. Stuen med det integrerede køkkenalrum er næsten tyve meter lang, og det fortsætter rundt i vinklen i et lige så flot kontor med kiploft. Desuden er her tre store værelser med mulighed for at justere planløsningen, hvis I ønsker en anden fordeling med flere eller færre værelser. Her er to badeværelser, bryggers og walkin-garderobe. I får døre ud fra alle værelser og opholdsrum, og udgangen er uden niveauforskel, så det bliver understreget, hvor vigtigt det er at haven kommer ind og stuen ud. Indeklimaet er eminent godt med Troldtekt på næsten alle lofter, så der er styr på akustikken. Desuden Genvex i hele huset, så luftkvaliteten også er tiptop. Huset har i øvrigt energimærke A2015.

Terrassen ligger i husets vinkel og tilbyder 124 kvadratmeters kvalitetsophold på en belægning af det smukkeste og dyreste hårdttræ. Haven er lige så stramt opbygget som det indendørs areal med lange lige linjer, der matcher det smukke murværk, de blådæmpede tagsten af tegl og de mange havelamper, der er specialindfarvet, så de har samme nuance som vinduerne. Selv om det hele er nybygget i 2018 er der også et element af det gamle bevaret, nemlig havens kæmpestore valnøddetræ, der hvert år er god for over tusinde gigantisk store og velsmagende valnødder. Hvis I vil udvikle mere i haven, er der god plads til orangeri, pool-miljø og andet. Huset ligger i et område med en attraktiv beliggenhed, hvorfra I kan se frem til kort afstand til Skovsøen, hvortil der kun er fem hundrede meter. Sankt Knuds Gymnasium ligger så tæt på, at de store børn selv kan gå derhen. Munkemosen og Odense centrum ligger også i gåafstand eller kort cykleafstand, og der er 2,5 kilometer til motorvejen.

Nyeste

Ingen ejendomme passede til dine søgekriterier.