Smukt renoveret murermestervilla i Hunderup-kvarteret
Stilsikker renovering Husets ånd er intakt Sandblæst i 2021 Topskønne haverum Gåafstand til centrum
I 2021 blev denne smukke murermestervilla sandblæst og forsynet med nye vedligeholdelsesvenlige vinduer i alutræ i den samme stil som husets oprindelige. Også indvendigt er rummene renoveret nænsomt. Der er i det hele taget gjort meget for at bevare den oprindelige atmosfære. I kan se det på trappens fine balustre og mærke det allerede i den lyse og lette stemning i husets entré og gang, der modtager lys ovenfra og har en god rumfornemmelse. I de dejlige stuer, som ligger en suite, er der højt til loftet, stuk og rosetter, ligesom pejsen i den ene stue kan bruges som en ekstra hyggefaktor. Køkkenet er snedkerlavet og fremstår i en tidløs stil med Ilve-gaskomfur, klassisk porcelænsvask og bordplader i massivt træ. I forlængelse af de to stuer ligger den herlige havestue, der vender stik syd og har vinduer på tre sider. Herfra er der en nyrenoveret trappe ned til en særdeles velanlagt have.
Ovenpå kan I se frem til tre værelser, hvor det ene er med altan og en skabsvæg, der er lige så smuk, som den er funktionel. Fra soveværelset er der opgang til den udnyttede loftsetage, hvor der er masser af plads og hygge, uanset om den bruges som de voksnes hemmelige rum, kontor, atelier eller andet. Der er også badeværelse på første sal, ligesom der er i underetagen, som er sat grundigt i stand, så de disponible rum er anvendelige til mange formål. Her er også vaskerum og hobbyværksted eller opbevaringsrum.
Haven blev nyanlagt i 2018 med vandingsanlæg og mange skønne haverum, som det er en sand fornøjelse at bevæge sig rundt imellem. Der er adskillige steder at sidde og et væld af blomster og træer at kigge på og dufte til. I får både æbletræ og et fantastisk staudebed, ligesom klatrerosen på terrassen når helt op til altanen på første sal, så den er næsten allestedsnærværende. Flisebelægningen er ligesom buksbomplanterne en kilde til skønhed hele året, så der altid er noget godt for øjnene, når I sidder i havestuen og kigger ud ad de mange vinduer. Der er flere gode opbevaringssteder på grunden, da her både er krybekælder under havestuen og en garage. Der kan holde en bil i indkørslen foran garagen og yderligere to på vejen foran huset.
Beliggenheden er meget attraktiv her i Hunderup-kvarteret, hvor selv en gåtur på villavejene er en æstetisk oplevelse med de mange ejendomme, der er opført i forskellige stilarter. Der ligger blot fjorten boliger på jeres stille vej, hvor mange kender hinanden og flere ser efter hinandens boliger ved behov, ligesom der holdes festlige sammenkomster i ny og næ. I har det hele i gåafstand, lige fra skole og gymnasium til de rekreative områder ved Odense Å plus nem adgang til skovsøen, OBs baner og zoologisk have, ligesom det også er muligt at gå til Odense Universitetshospital. Centrum af Odense med butiksliv, spisesteder og kulturelle institutioner befinder sig ligeledes i gåafstand, så I måske kan bo her uden at benytte bil ret meget. Og når I skal rundt til andre byer, er det temmelig hurtigt at opnå kontakt til det store vejnet.