Vestervoldgade 47, 2. th., 5800 Nyborg

Liebhaverlejlighed med vandudsigt lige midt i Nyborgs byliv

• Gennemført renoveret i 2018
• Altan med uhindret udsigt
• Soveværelse med walk-in
• To lækre badeværelser
• Veludstyret køkken
• Caféer og spisesteder rundt hjørnet

I det tidligere Hotel Nyborg ligger denne skønne liebhaverlejlighed fra 1900, som er renoveret, så den fremstår i en meget attraktiv stand og med en beliggenhed, der fuldt ud matcher i herlighedsværdi. Her er også masser af plads, så I kan tilbyde jeres gæster gode overnatningsmuligheder i de to værelser, der findes udover soveværelset med walk-in garderobe. De to værelser er med hems, så der er masser af plads til også kontor eller andre formål. Lejligheden byder på to badeværelser og et bryggers med vaskemaskine og tørretumbler, der befinder sig praktisk ved siden af hoveddøren. Opholdsrummet optager den største del af boligens areal, og det er her I allerbedst vil opleve den fantastiske udsigt til lystbådehavnen og ud over Nyborg Fjord, ligesom her er god plads til at dække op til gæstemiddage. Opholdsrummet munder ud i en altan, hvor I kan sidde ved et cafésæt og nyde solopgangen i selskab med dagens første kop kaffe. Om aftenen kan man sidde her svalt og runde dagen af, mens man holder øje med aktiviteterne på havnen og i kvarteret omkring, eller bare lader blikket glide ud over vandet eller op på nattehimlens stjernelandskab.

Opholdsrummet er højloftet med næsten tre meter til loftet, så her er en skøn rumfornemmelse i både stuen og det store køkkenalrum med et veludstyret køkken. Møblementet er fra Multiform, og der ligger et flot egetræsgulv i sildebensmønster, ligesom der også gør i værelserne. Der er i det hele taget ikke sparet på materialerne og løsningerne under renoveringen i 2018, så I kan se frem udstyr, der er valgt fra de øverste hylder som Gaggenau-gear, Vola-vandhaner, indbygget kaffemaskine og et dekorativt vinskab og forrådskammer med glasfront. I køkkenet er der også en vandhane i den absolutte luksusudgave med både kogende vand og iskoldt mineralvand. I vil bemærke, at der er bevaret en del af de oprindelige detaljer som fyldningsdøre og fine dørhåndtag. Vægpanelerne er renoveret i matchende stil, og i loftet er der både stukkanter og rosetter. Lækkerhedsfaktoren har formentlig aldrig været højere, siden etagen blev bygget oven på Hotel Nyborg i 1900 på den endnu ældre hotelbygning, der til at begynde med blev opført med færre etager. Men man fornemmer stadig ejendommens atmosfære, som den ligger her med sin markante fremtoning og helt centrale beliggenhed tæt på havn og bycentrum.

Når I træder ud ad ejendommens hoveddør, har I ikke mange skridt til nærmeste café, resten af Nyborg by eller til havnekanten med lystbådene. Der er et glimrende udvalg af dagligvarebutikker i nabolaget, og de fleste af byens faciliteter ligger i kort gåafstand. Det gælder eksempelvis også Bastionen, der er Nyborgs populære kultursted, som ligger under fire hundrede meter fra jeres bolig. Her kan man få musik- og teateroplevelser og på vej hjem runde havnefronten eller et hyggested. I kan også gå tur i den modsatte retning til Nyborg Slot, hvortil der er cirka fire hundrede meter og mulighed for at gå ture i de dejligste omgivelser.

Nyeste

Ingen ejendomme passede til dine søgekriterier.